Dine muligheder
UngeGuiden har en række forskellige beskæftigelsestilbud særligt målrettet unge under 30 år uden for job eller uddannelse. Din uddannelsesvejleder eller rådgiver i UngeGuiden hjælper dig med at finde det tilbud, der passer til din situation. IPS-indsatsen kan din behandler i psykiatrien også henvise til. Herunder kan du læse om de forskellige tilbud, der findes.
Beskæftigelses- og uddannelsesrettede tilbud
Job- og uddannelsescaféerne er for unge, der gerne vil hjælpes med konkret job- og/eller uddannelsessøgning. Du har som ung i caféen mulighed for at arbejde selvstændigt med din job/uddannelsessøgning og/eller sparre med andre unge samt en uddannelsesvejleder og en virksomhedskonsulent. Derudover kan vi hjælpe dig med at bruge Digital JobHelp.
Caféerne kan både være et supplement til øvrig indsats samt være en selvstændig indsats.
NExTWORK henvender sig til unge, der savner konkrete arbejdserfaringer og/eller har brug for hjælp til at finde retning.
Som ung i NExTWORK møder du repræsentanter fra forskellige virksomheder ved et såkaldt Match Event, hvorefter du selv får mulighed for at vælge et praktiksted. Derudover bliver du tilknyttet et ungenetværk, du mødes med 2 timer om ugen. Over tid og med afsæt i erfaringer og relationer med andre unge og virksomheder arbejder vi i forløbet på at understøtte udvikling af arbejdsidentitet, netværk samt beslutningskraft.
Du får din egen ungekonsulent tilknyttet og ud over deltagelse i praktik og ungenetværk har du også mulighed for støttende samtaler med vores interne psykolog. Du kan læse mere om NExTWORK og tankerne bag på www.nextwork.dk
Fodbold for Fremtiden er et forløb for unge, hvor motionsfodbold bruges som redskab til at blive en del af et hold og et fællesskab. Fokus for træningen er at skabe gode oplevelser, tro på egne evner samt at tilegne sig sociale færdigheder og kompetencer og man behøver på ingen måde have erfaring med fodbold for at deltage. Tilbuddet er et supplement til øvrig beskæftigelsesindsats og køres i samarbejde med DBU og Svogerslev Boldklub.
Du kan læse mere om Fodbold for Fremtiden som projekt på https://www.dbu.dk/samfundsansvar/velfaerdsalliancer-kommunesamarbejder/indsatsomraader/uddannelse-beskaeftigelse/fodbold-for-fremtiden/
Hør om Fodbold for Fremtiden fra unge, der selv har været med
Klar til Job (KTJ) henvender sig til unge, der med den rette vejledende og virksomhedsrettede indsats kan blive klar til beskæftigelse, uddannelse eller evt. afklaring. Forløbet er jobrettet, holdbaseret og praksisnært med en rummelighed og fleksibilitet, så det giver mening for den enkelte unge. Vi har fokus på at skabe et trygt og positivt fællesskab omkring løsning af konkrete arbejdsopgaver.
KTJ har til huse på Vikingeskibsmuseet på Roskilde havn, hvor fremmødedagene består af en fast ramme med fælles morgenmad, rotur på fjorden og opgaver på Vikingeskibsmuseet. Du får som ung en af ungekonsulenterne som kontaktperson og holdet har også en fast virksomhedskonsulent tilknyttet.
Klar til Uddannelse (KTU) er særligt målrettet unge mellem 15-19 år, som med den rette støttende, vejledende og opkvalificerende indsats kan blive klar til uddannelse og job. Du kan på KTU have flere forskellige udfordringer af både fysiske, psykiske, sociale og miljømæssige årsager, men være kognitivt i stand til at følge et holdforløb, og begå dig i et normaltbegavet miljø.
KTU har til huse i Ungezonen på Rådhusbuen 3 og de tre fremmødedage består af fælles morgenmad og derefter undervisning tilrettelagt med udgangspunkt i holdets ønsker og behov. Derudover kan forløbet udvides med praktik. Du får som ung en af ungekonsulenterne som kontaktperson og vi samarbejder tæt med uddannelsesvejledere, forældre og andre fagpersoner omkring dig.
Målet er at styrke dig i din udvikling og afklaring af ønske om fremtidig uddannelse og job. Dette gøres med en rummelighed og fleksibilitet, så det giver mening for den enkelte og vi har fokus på at skabe et trygt og positivt fællesskab omkring undervisningssituationen.
KLAR TIL START er et særligt tilrettelagt ansættelsesforløb til unge og voksne med en autismespektrumforstyrrelse (ASF) eller autismelignende træk. Forløbet foregår på en privat arbejdsplads, hvor du som ung får støtte og jobtræning af en vejleder med specialviden om autisme. Vi har i Roskilde egen vejleder tilknyttet, men du kan læse mere om indsatsen generelt her: https://klartilstart.dk/
Individuelt Planlagt Job med Støtte (IPS) er en målrettet indsats, der sætter dig som ung i centrum af et intensivt job- og/eller uddannelsessøgningsforløb.
I IPS-indsatsen får du en IPS-konsulent fra UngeGuiden tilknyttet, der skal understøtte fokus på støttet udslusning til ordinært arbejde, eventuelt i få timer, og uddannelse. Indsatsen foregår i tæt samarbejde med behandlingspsykiatrien, socialpsykiatrien eller ungdomspsykiatrien. Vi har også mulighed for at tilbyde en IPS-lignende indsats til dig, der ikke har et forløb i psykiatrien.
Du forventes at være indstillet på at påbegynde jobsøgning inden for 4 uger efter opstart.
