Når den unge indgår i et forløb med UngeGuiden
UngeGuiden er en indgang for unge i Roskilde Kommune, som har brug for hjælp i forbindelse med uddannelse, job og/eller økonomi. Der kan derfor være mange forskellige grunde til, at unge er i kontakt med os.
Kontakten til UngeGuiden kan være alt fra en enkelt samtale til et længere forløb. UngeGuiden har tilknyttede uddannelsesvejledere og rådgivere, som kan hjælpe unge alt efter deres situation. Derudover har UngeGuiden tæt kontakt med resten af kommunen og frivillige organisationer.
Dine rettigheder og muligheder som forælder eller pårørende
Når den unge fylder 18 år, er vedkommende myndig. Som forælder eller pårørende skal du derfor have samtykke fra den unge, hvis du ønsker at være en del af sagsbehandlingen.
UngeGuiden har intet imod, hvis forældre eller pårørende deltager i samtaler med den unge, men det er den unge selv, som bestemmer, hvem han/hun vil have med til samtale - eller hvem der må være en del af selve sagsbehandlingen. UngeGuiden har tavshedspligt, og det betyder, at vi ikke kan udlevere oplysninger, hvis du kontakter os som forælder eller pårørende med mindre der foreligger et samtykke.
Hjælp til ansøgning om økonomiske ydelser eller støtte
UngeGuiden kan også hjælpe unge med at søge forskellige former for økonomiske ydelser eller støtte. Afhængig af den unges situation kan der søges om uddannelseshjælp, kontanthjælp eller enkeltydelse.
Unge, der modtager uddannelseshjælp og kontanthjælp kan blive henvendt til et beskæftigelses- eller uddannelsesrettet tilbud.
Den unge skal deltage aktivt i tilbud og relevante aktiviteter
Alle unge skal som udgangspunkt deltage i en aktivitet i op til 37 timer om ugen, hvilket skal ske senest fire uger efter deres første dag i kontakt med UngeGuiden og helst før. Hvis den unge ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse eller videregående uddannelse, så skal den unge også tage en forberedende voksenundervisningstest (FVU-test), hvor det bliver vurderet, hvorvidt forberedende voksenundervisning (FVU-undervisning) i dansk og matematik er relevant.
Den unge skal deltage aktivt i de tilbud og relevante aktiviteter, som vedkommende bliver henvist til, ellers kan det have økonomiske konsekvenser. Herudover skal den unge også være med til at lave en realistisk uddannelsesplan.
Læs om hvilke muligheder der er, hvis den unge går i grundskolen her.
Læs om hvilke muligheder der er, hvis den unge er færdig med grundskolen her.